Issvømnings-eksperimentet #2:

Danmarksmesterskaberne nærmer sig, og jeg bliver hele tiden klogere på, hvordan jeg skal trives i radikal uvished.

Intro

Jeg er i en personlig krise og har derfor meldt mig til at svømme 100 meter bryst til DM i issvømning på lørdag (27/1). Jeg er 57 år, har astma, dårlig retningssans og har aldrig prøvet det før. Jeg har kun en uge til at træne mig op, så det er en kæmpe udfordring. Jeg vil benytte lejligheden til at se, hvad dette vilde eksperiment kan lære os om at trives i radikal uvished. Vil du læse første del af min historie, så kig her: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:7155710803332018177/

Onsdag den 24. Januar.

Ved en fejl kom jeg til at indstille LinkedIn til at poste min første artikel om isvømningseksperimentet kl. et om natten i stedet for kl. et om eftermiddagen. Det betød, at jeg vågnede op til en del kommentarer i mit LinkedIn feed. Alle var positive og meget støttende.

Jeg er meget taknemmelig for, at I gider læse om mit eksperiment og for jeres støtte. Det er så meget nemmere at håndtere radikal uvished, hvis man ved, at man er omgivet af opbakning, tillid og kærlighed. Fra mere end 25 års erfaring med improteater (teater uden manuskript) har jeg lært, at en god gruppe, der bakker hinanden op, accepterer fejl og bygger ovenpå hinandens ideer i stedet for at modarbejde dem, kan løse de vildeste og mest komplekse mysterier sammen på ingen tid. Isvømning er på mange måder en solosport, så det varmer helt ud i fingre og tær at mærke, at jeres kærlighed svømmer ved siden af mig.

Omvendt gør opbakningen også, at jeg kan mærke presset stige. Det er jo helt min egen skyld, når jeg på den måde udbasunerer mit projekt til hele verden. Rolf Sørensen, Danmarks mest vindende cykelrytter, havde for vane at proklamere inden et løb, at han kunne køre med i toppen. For ham var det en måde at motivere sig på. Han vidste, at når han havde fortalt alle, at han ville køre med om sejren, var han også nødt til at præstere sit ypperste. Denne tilgang kræver self-efficacy, et begreb, som blev introduceret af den amerikanske psykolog Albert Bandura. Self-efficacy er en persons tro på egne evner til at udføre opgaver og nå sine mål, en tro, der øger sandsynligheden for, at vi lykkes med en udfordring, og for at vi overhovedet tør gå i gang med den. Mange vil kende det som Pippi Langstrømpe-princippet: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert finde ud af.”

Jeg er sikker på, at Pippi ville være super god til isvømning, selvom jeg umiddelbart har svært ved at forestille mig hende med badehætte. Da jeg meldte mig til at svømme hundrede meter til DM i isvømning, havde jeg en grundlæggende tro på, at jeg nok skulle klare det. Det havde jeg, fordi jeg mange gange før har givet mig selv svære udfordringer, som jeg stort set altid har klaret.

Self-efficacy handler grundlæggende om at være optimistisk, men også om at opbygge en tro på egne evner, ved løbende at flytte sine fysiske og mentale grænser. Så hvis du vil blive bedre til at trives i uvished, er det vigtigt at eksponere dig for det. Find nogle områder, hvor du kan øve dig, uden at du risikerer at komme slemt til skade. Det kunne f.eks. være at finde vej uden Google Maps, sige ja til alt, hvad din 5-årige datter foreslår, eller “kaste dig ud på dybt vand” med vinterbadning.

Jeg er i hvert fald overbevist om, at isvømning vil øge min self-efficacy, når jeg i fremtiden bliver kastet ud i uforudsigelighedens tåge.

Jeg har ikke lyst til at tage ud at svømme. Min krop siger, det er en dårlig ide, og meget bedre at blive hjemme i varmen. Jeg beslutter mig for ikke at tænke for meget over det, men bare pakke mine ting og tage et skridt ad gangen. I sin bog “Atomic Habits” taler James Clear om at “Master the entry point”, som handler om at fokusere på og mestre den første handling, der skal til for at gøre det, der er svært. Ved at tænke et skridt ad gangen, gør vi det svære så enkelt som muligt. Så i stedet for at fokusere på, at jeg om 20 min. skal ned i det kolde vand (uoverskueligt), fokuserer jeg bare på at pakke min taske, tage mine sko på og sætte mig på min cykel (overskueligt). Jeg ved, at når jeg først sidder på min cykel, skal jeg nok få resten gjort.

På cykelturen bruger jeg et andet af James Clears råd. Han anbefaler, at man i stedet for kun at fokusere på et specifikt mål, også skal tænke på, hvilken type person man ønsker at blive. Dette kan ændre din selvopfattelse og gøre det nemmere at gøre det, du gerne vil. Så i stedet for at fortælle mig selv: “nu skal du træne”, fortæller jeg mig selv: “Jeg er isvømmer”. Træningen bliver dermed noget, der leder til noget meget større og vigtigere og til en “stemme” på den version af mig selv, som jeg ønsker at være – “Issvømmeren Bo”.

Det virker, og motiverer mig yderligere. Selvfølgelig er jeg “Isvømmer” og ikke “Netflix-sumper”.

Jeg kommer til Bryggens Havnebad, hvor jeg klæder om i en af skurvognene, som jeg har adgang til, fordi jeg er medlem af Bryggens Vinterbadeklub. Jeg tager mine nye fede badebukser på med marineblå striber. Jeg tager også mit nye nylon hoftebælte på, hvilket er et krav fra arrangørerne. Formentlig for at kunne spænde en flydeballon på alle deltagerne, så man kan finde dem, hvis de besvimer og synker til bunds (OMG!!). Jeg har også badehætte og svømmebriller på. Fra cykling har jeg lært, at man bliver god til det, man træner, så jeg vil træne på samme måde, som jeg skal svømme på lørdag. Derfor har jeg også besluttet mig for at svømme 108 meter i dag.

Jeg går i vandet og bliver ramt af kuldechokket, som trods alt er meget mindre end det var i lørdags. Jeg begynder at svømme. Efter halvanden bane er det, som om kroppen har vænnet sig til kulden, og jeg slapper af. Jeg svømmer de 6 baner i mit langsomme drøje tempo med hovedet over vand. Da jeg stiger op, føler jeg, at jeg sagtens kunne have svømmet en bane mere. Besynderligt. Jo længere jeg svømmer, jo nemmere bliver det tilsyneladende. Pludselig forstår jeg, hvorfor det mentalt er muligt at svømme 1000 meter eller længere.

Vi mennesker er fantastiske til at tilpasse os næsten hvad som helst. I psykologien kaldes denne egenskab habituering og refererer til den proces, der fører til, at en person gradvist bliver mindre responsiv over for et gentaget stimuli. Sloganet “‘Keep calm and carry on'” blev skabt af det britiske informationsministerium under anden verdenskrig for at forebygge den masseflugt, man forventede ville komme, når tyskerne startede bombningen af London. Men det skete aldrig; der skulle åbenbart mere til for at få Londons indbyggere til at forlade deres fish and chips. De habituerede i stedet og vænnede sig bizzart nok til de næsten daglige bombninger.

Jeg kender udemærket til denne enestående tilpasningsevne og observerede det bl.a. under Coronanedlukningerne, men at jeg allerede på dag 5 har vænnet mig så meget til kulden, at jeg kan svømme over hundrede meter uden at føle mig presset, havde jeg alligevel ikke forventet.

Jeg er stolt og glad, men også iskold og går ind i saunaen og tør op. Jeg sidder meget længere end jeg plejer, for at få varmen tilbage. Men jeg føler mig levende og parat til det uventede.

Hvad lærte jeg om radikal uvished på dag 5:

• Det er nemmere at rumme det uvisse og ubehaget, hvis man mærker andres støtte, tillid og kærlighed. Bjergbestigeren Reinhold Messner sagde engang “Hvis vi er to, kan vi dele frygten”.
• Self-efficacy, troen på egne evner til at udføre opgaver og nå sine mål, gør det nemmere at lykkes. Denne Pippi Langstrømpe-superkraft kan udvikles, ved at eksponere sig selv for det uvisse.
• Råd fra adfærdspsykologien kan også bruges til at håndtere radikal uvished. Hav styr på den første handling, der igangsætter en positiv kædereaktion, eller ‘Master the entry point’, som James Clear kalder det.
• ‘Stem’ på den person, vi ønsker at være. Hvis vi vil blive bedre til at trives i radikal uvished, skal vi fortælle os selv “Jeg er en mester i at håndtere radikal uvished” og så gøre noget der ‘stemmer’ på den side af vores personlighed, i stedet for f.eks. at fortælle os selv “Jeg er verdensmester i kontrol og planlægning”.
• Du bliver god til det du træner, så hvis du vil blive god til at rumme radikal uvished, så træn så tæt på den faktiske situation, som muligt (uden at komme til skade).
• Mennesket er helt enestående til at tilpasse sig de mest ekstreme forhold. Det er godt at minde sig selv om vores evne til at habituere ekstremt hurtigt næste gang vi står overfor en ukendt situation f.eks. en fyring, en skilsmisse eller alvorlig sygdom og tænker, “det der overlever jeg aldrig ud”.

Torsdag den 25. Januar

Jeg har det fint i dag. Vejret er godt. Himlen er blå og klar. Det kræver ikke megen selvovertalelse at komme ud af døren. Jeg glæder mig ikke specielt til at komme i det kolde vand, men til den belønning, der kommer bagefter: Velværet, stoltheden, saunaens varme og dopaminen.

Jeg har bevist overfor mig selv, at jeg godt kan svømme 100 meter, nu er udfordringen at få tempoet i vejret. Jeg beslutter mig derfor for at prøve at svømme 108 meter, hvor jeg tager hovedet under vand for at blive mere aquadynamisk. Allerede efter 20 meter opgiver jeg den idé. Jeg får problemer med at få ilt nok ind, og jeg føler, at jeg bliver langsommere og langsommere på grund af kuldeeksponeringen i ansigtet. Jeg svømmer videre med hovedet over vand. Hvis jeg havde overskud nok, ville jeg kunne kigge på fuldmånen, der svæver over Amager, men det har jeg ikke. Jeg kan kun kigge frem og tænke på mine bevægelser og vejrtrækning. Da jeg har svømmet de 108 meter, har jeg det forbløffende godt, så jeg beslutter mig for at fortsætte. Da jeg har taget to baner mere, er jeg i flow, så jeg vender rundt og vil fortsætte. Efter få meter kan jeg mærke en vild prikken i mine tæer og hænder. Det føles uvant. Indtil videre har issvømningen mest af alt været en mental udfordring, hvor jeg har følt, at jeg har haft styr på min krop, men det her er anderledes. Jeg minder mig selv om, at jeg er 57, har astma og kun har trænet i 6 dage, så jeg vender rundt og stopper. Jeg går hen til stigen og håber, at jeg ikke er blevet så kold og svækket, at jeg ikke kan komme op igen. Det kan jeg heldigvis godt. Jeg går ind i saunaen og sætter mig på den øverste bænk. De første fem minutter reagerer min krop på måder, jeg ikke er vant til. Det er som om blodet i kroppen skifter retning, og små islag skrælles af min hud. Det føles mærkeligt og ubehageligt. En lille frygt for at få en voldsom efterreaktion banker på amygdala (den lille bangebuks).

Efterhånden som min krop vender tilbage til sin normale rytme, fryder jeg mig over, at jeg endnu en gang har overgået mig selv. JEG SVØMMEDE FUCKING 150 METER! Jeg er klar til DM i issvømning. Mit eneste problem er bare, at det er de andre også, og jeg kan se på deltagerlisten, at de fleste er medlem af diverse issvømmerklubber.

Hvad lærte jeg om radikal uvished på dag 6:

• Habituering – I love you. Det er sindssygt, så hurtigt man kan vænne sig til noget nyt og anderledes.
• Jeg kan meget mere, end jeg troede, og jeg troede endda, at jeg var på grænsen til at være overoptimistisk. Optimisme kan karakteriseres som en forventning om, at gode ting vil ske i fremtiden. Forskning har vist, at optimisme kan have positive effekter på både fysisk og psykisk sundhed. Optimister håndterer ofte stress og udfordringer mere effektivt. De er mere tilbøjelige til at fokusere på problemløsning og at søge social støtte. Dette kan føre til større modstandskraft i mødet med livets udfordringer. En del af effekten af optimisme kan skyldes en selvopfyldende profeti, hvor positive forventninger fører til adfærd, der øger sandsynligheden for succesfulde resultater.
• Det der optimisme lyder som en meget fed ting, det vil jeg til at bruge lidt oftere.

I morgen, fredag, er fri- og transportdag. Vejrudsigten er god, vandet er 3,5 grader, og de er færdige med bassinet i Faaborg; nu mangler de bare mig og de andre svømmere. Følg med i min næste opdatering efter Danmarksmesterskaberne på lørdag.